Dette er et oplæg til debat. 

For at kunne belyse de omtalte problemstillinger grundigt – er der anvendt interview samt foretaget research i samme omfang, som det sker under udarbejdelsen af en undersøgende artikel. 

Som det fremgår, er de anvendte citater og interview med Morten Rodtwitt og Kimi Gerd Nielsen indsamlet med det formål at belyse hvilke muligheder rideforbundet har for at sanktionere ryttere jævnfør sportsplanen.

___

Af Helle Kristensen

Chokeret er vist det ord, der bedst beskriver min reaktion, efter at jeg første gang læste Dan Boyters udtalelse om den åbenlyse splittelse i Dansk Rideforbunds bestyrelse. Jeg fristes ligefrem til at sige, at jeg var mundlam. Og det er jeg sjældent. 

Ikke at det kom bag på mig, at bestyrelsen er splittet, for hvis man ellers læser referaterne fra bestyrelsens møder, så har der åbenlyst været noget, der ikke fungerede. 

Siden formandens udtalelse fredag den 20. september, er der løbet meget vand under broen.

På den ene side har vi en formand der mener, at han trods manglende flertal i bestyrelsen, har ret til at kræve opbakning til hans agenda. På den anden side har vi fire bestyrelsesmedlemmer, der kort efter de blev valgt ind, erklærede mistillid til ledelsen. Disse fire har ligeledes indsendt klage over formanden og næstformanden til etisk komité. 

Jeg tror, at vi er mange, der sidder med en undren. For selvom snakken går på vandrørene, så er det begrænset hvor meget konkret viden, vi egentlig har om sagen. Derfor har jeg udarbejdet dette skriv, som forhåbentlig kan belyse nogle af de åbenlyse problemstillinger.

Men før jeg kommer til sagen, så lad mig indledningsvist understrege, at dette skriv ikke skal forveksles med, at jeg forsøger at fremme en agenda. For det allermest absurde i hele dette kaos er, at der absolut ingen transparens er, omkring hvad de enkelte medlemmer af bestyrelsen arbejder for, eller hvilken retning de ønsker ridesporten skal bevæge sig i.

Med alt dette sagt, er det tid til at kigge nærmere på de forskellige problemstillinger. 

Først og fremmest hæftede jeg mig ved, at Dan Boyter i hans udtalelse undrer sig over Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, Henrik Jørgensen og Nathalie Zu Sayn Wittgensteins manglende tillid til ledelsen, og at disse bestyrelsesmedlemmer 38 dage efter repræsentantsskabsmødet valgte at udtrykke mistillid til DRFs ledelse. 

Lad os lige få slået et par ting fast:
Disse fire bestyrelsesmedlemmer har indgående kendskab til Dansk Rideforbund. De har indgående kendskab til ridesporten, de er valgt ind af klubberne, og de har ret til at forholde sig kritisk til rideforbundets ledelse. Det har vi alle! 

Ønsker man at påvirke ledelsen i rideforbundet, så sker det bl.a. ved at klubberne vælger bestyrelsesmedlemmer, der ønsker at gå i en anden retning. 

De fire bestyrelsesmedlemmer har i øvrigt også kendskab til, hvordan sagen om Helgstrand blev håndteret – (eller tør man sige ikke håndteret), men hvorfor det er relevant, vil jeg vende tilbage til senere i dette skriv. 

Transparens trives ikke med mundkurv
Men før vi går videre, så lad os først lige tale om åbenhed og transparens. Altså den åbenhed og transparens som Dan Boyter selv har været kæmpe fortaler for. Ihverfald indtil den skulle bruges i praksis. 

For mens møgsagerne væltede ind fra flere sider under OL, formåede rideforbundet at skabe deres helt egen shitstorm, da man kom med modstridende udmeldinger til TV2 og Idrætsmonitor. 

Da Idrætsmonitor bad forbundet forholde sig til billeder af blå tunger, lød meldingen, at man ikke kunne vurdere noget ud fra still-billeder. Men kort efter udtalte DRF’s direktør Morten Rodtwitt til TV2, at man havde bedt veterinærkonsulent Mette Uldahl om at lave en faglig vurdering af billederne. Den udtalelse forsøgte han efterfølgende at trække tilbage (uden held), og TV2 måtte heller ikke få lov at se den omtalte vurdering. Lad os bare sige: Den tilgang er ikke hensigtsmæssig. Måske vil nogen sågar kalde den uprofessionel og vaklende. 

Jeg var den nysgerrige type, der ringede til Mette Uldahl, og spurgte hvad der stod i hendes udtalelse.

Jeg har forstået, at du har udarbejdet en redegørelse baseret på en række billeder som Crispin Johannesen har taget. Hvad er din vurdering af disse billeder? 

Mette Uldahl: Jeg kan ikke udtale mig om det.

Hvorfor kan du som veterinærkonsulent med den nødvendige faglige viden om sagen ikke udtale dig om, hvad du ser? 

Mette Uldahl: Jeg blev ringet op af DRFs direktør. DRFs ledelse har givet mig besked om, at jeg ikke må udtale mig i sagen.

Godt – så fik vi det med. Så meget for åbenhed og transparens! 

Mit interview med Mette Uldahl nåede dog aldrig videre. For kort efter kom det frem, at Mette  Uldahl stoppede som veterinærfaglig konsulent for rideforbundet. Hun udtalte til TV2, at hendes faglige uafhængighed gradvist var blevet kompromitteret gennem det seneste år.

Mette Uldahl udtalte ligeledes til TV2, at hun ikke længere kan varetage hestenes velfærd på forsvarlig vis. 

Den lader vi lige stå til citat: 

“Min rolle har været at vogte hestenes velfærd, og det har jeg ikke længere kunnet gøre på forsvarlig vis, og derfor har jeg måtte sige op.”

Fra skidt til regulær shitstorm
Men nu er sagen med Crispin Johansons billeder i Idrætsmonitor, dog langt fra det eneste sted, hvor man med rette kan stille spørgsmålstegn til Rideforbundets handling- eller mangel på samme. 

Kort før OL fik DRF kendskab til videoen af Carina Cassøe Krüth, der pisker Heilines Danciera under træning. 

En handling der fordømmes af stort set alle, der har set videoen. Og det er efterhånden hele Danmark. Sågar fødevareminister Jacob Jensen ville gerne vide lidt mere om ridning, efter at have set den video. 

Men lad os lige huske, at meget få mennesker i første omgang havde set den video. Videoen blev faktisk først lækket den 8. august, efter at disciplinærudvalget den 1. august havde færdigbehandlet sagen. Diciplinærudvalget vurderede, at der var tale om en alvorlig overtrædelse af forbundets retningslinjer: 

“Når henses til Indklagedes erfaring, position, alder m.v. finder Disciplinærudvalget efter en konkret og individuel vurdering, at der er tale om en alvorlig overtrædelse af det adfærdskodeks, som gælder for håndtering af heste.”

Denne alvorlige overtrædelse blev straffet med en bøde på 5000 kroner. Ingen karantæne. Ingen udelukkelse. 

Efter disciplinærudvalgets  kendelse blev videoen lækket, og pludselig kunne hele Danmark se, hvordan man IKKE skal lære sin hest at danse. Mange stillede efterfølgende spørgsmål ved, om denne straf var tilstrækkelig. Var det nok, at hun selv havde trukket sig og beklaget? Eller skulle rideforbundet have udelukket hende fra OL og UVM?

Den 12. august bliver dommen anket til appeludvalget. Men lad os lige huske på, at dette først skete efter at hele Danmark havde set videoen og ytret deres foragt. 

Rideforbundet kunne have handlet
Men spørgsmålet er – om det overhovedet havde været nødvendigt at køre sagen gennem to udvalg. For i forbindelse med Dan Boyters møde med fødevareministeren, kom jeg i tanke om, at jævnfør sportsplanen, så er rytterne i bruttotruppen forpligtiget til at efterleve rideforbundets code of coduct. Sker dette ikke, så kan man faktisk uden indblanding fra dømmende udvalg og andre instanser udelukke en rytter fra holdet. 

Faktisk begyndte jeg at researche på dette, med henblik på at lave en artikel. Den artikel nåede dog at ændre karakter mange gange i takt med at Mette Uldahl stoppede som veterinærkonsulent og uenighederne i bestyrelsen tog fart. Og i stedet for at skrive en artikel udelukkende om det emne, har jeg valgt at belyse problemstillingerne i dette skriv.

I sportsplanen som er tilgængelig på DRFs side fremgår det bl.a.: 

Ryttere og deres personlige team er forpligtiget til at efterleve DRF’s Code of Conduct, følge nærværende normer og værdier, samt DRF’s retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af hesten til ridesport.

Ryttere og deres personlige team forpligter sig til at have kendskab til og overholde FEI’s Equine anti-doping and medication rules, FEI’s anti-doping rules for human athletes samt Anti Doping Danmarks nationale regler for antidoping.

Ryttere og deres personlige team forventes til enhver tid at optræde som gode rollemodeller.

Som rollemodel skal rytterne og deres personlige team stræbe efter god sportslig optræden og er forpligtiget til at overholde idrættens fairplay principper samt generelle dyrevelfærdsprincipper.

Ud fra sportsplanen er ryttere i bruttotruppen altså forpligtet til at opfylde en række krav. Og brud på disse krav kan føre til udelukkelse. 

Jeg ringede derfor til Anne-Mette Binder, for at høre om hun via sin rolle som elitechef ville kunne udelukke Carina Cassøe Krüth fra bruttogruppen på baggrund af videoen.

Anne-Mette Binder kunne dog ikke svare på mine spørgsmål og henviste i stedet til Morten Rodtwitt. 

Mit store spørgsmål er nemlig: 

Med udgangspunkt i de normer og krav der stilles via sportsplanen, hvorfor har man så ladet sagen gå gennem to udvalg? Kunne man ikke bare have udelukket rytteren?

Hvorfor føler man sig nødsaget til at lade sagen gå gennem to udvalg? 

Morten Rodtwitt: I den pågældende sag ønsker vi, at vores udvalg behandler sagen. Vi ønsker at have flere øjne på sagen. 

Hvis Carina ikke selv havde trukket sig fra OL, ville I så jævnfør sportsplanen kunne udelukke Carina Cassø Krüth fra OL?

Morten Rodtwitt: Det var ikke aktuelt, fordi Carina selv trak sig.

Det der er lidt interessant at tilføje i denne sammenhæng er faktisk, at det yderligere fremgår af sportsplanen: 

“Såfremt en rytter af hestevelfærdsmæssige årsager er udelukket fra bruttogruppen, så kan rytteren ikke deltage ved bruttogrupperelaterede aktiviteter. Dette gælder også alle internationale stævner, som dansk rideforbund står for tilmelding til.”

Det betyder altså, at hvis Carina Cassø Krüth, var blevet udelukket fra bruttogruppen, jævnfør kravene i sportsplanen, så ville det også betyde, at hun ikke kunne starte UVM. Det er nemlig rideforbundet der skal tilmelde danske ekvipager til FEI-stævnerne. 

Det fremgår af sportsplanen at det er elitesportschefen der udtager ryttere til bruttogruppen:

“Baseret på dialog med eksperttræner SENIOR og andre fagrelevante eksperter er elitesportschefen for dressuroverordnet ansvarlig for udtagelser til landshold og CDI/CDIO’er SENIOR.” 

At dømme ud fra ovenstående er det altså bl.a. Anne-Mette Binder, der udtager ryttere til bruttogruppen. Men hvem kan fjerne en rytter fra bruttogruppen?

Hvem har beføjelserne til at udelukke en rytter fra landsholdet jævnfør sportsplanen? 

Morten Rodtwitt: Det har jeg i sidste ende.

Er praksis ændret? 
Jeg ville gerne have lidt mere viden omkring sportsplanen, og også om hvorvidt elitechefen kan sanktionere på baggrund af sportsplanen i denne type sager. Men da Anne-Mette Binder ikke kan udtale sig, valgte jeg i stedet at ringe til tidligere elitesportschef Kimi Gerd Nielsen, der stoppede i december 2021. 

Du har selv siddet som elitechef, og hvis du havde haft kendskab til at en rytter havde overtrådt nogle af de krav der stilles til rytterne i sportsplanen, ville du så kunne have udelukket en rytter fra bruttogruppen alene på grund af dette?  

Kimi Gerd Nielsen: Ja det ville jeg. Det er vigtigt at huske at vores landsholdsryttere er ambassadører og rollemodeller for hele vores sport. De skal efterleve alle de krav, vi stiller i sportsplanen. 

Hvem tilpasser sportsplanen? 

Kimi Gerd Nielsen: Det gør elitechefen.

Så elitechefen er bekendt, med de krav der stilles i sportsplanen? 

Kimi Gerd Nielsen: Ja! 

Med dit kendskab til sportsplanen, har rideforbundet så efterlevet deres egne regler i de sager vi har set med Carina Cassøe Krüth i år og Andreas Helgstrand i 2023? 

Kimi Gerd Nielsen: Nej, det mener jeg ikke de har.

Der er tilsyneladende sket ændringer i forhold til at træffe beslutninger omkring hvornår en rytter kan udelukkes, fra december 2021 hvor Kimi Gerd Nielsen stoppede som elitechef og frem til nu. 

Kimi Gerd Nielsen udtrykker tydeligt, at hun som elitechef havde mulighed for at udelukke en rytter, såfremt rytteren havde overtrådt de krav der stilles i sportsplanen. Men ifølge Morten Rodtwitt er det i dag ham, der har beføjelsen til at udelukke en rytter, og i sagen med Carina Cassøe Krüth er det altså ikke sket. 

Med det store fokus der er på hestevelfærd, er det derfor rimeligt at stille spørgsmål ved, om befolkningen og ikke mindst dyreetisk råd har ret i deres antagelser om, at rideforbundet ikke gør nok for at sikre hestevelfærden?!

Hvis man læser rideforbundets egne retningslinjer, er der åbenlyst noget, der ikke helt harmonerer. 

https://rideforbund.dk/Files/Files/PDF-filer/Hestevelfærd/Retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af hesten 2021 uden synlige rettelser.pdf

Bestyrelsen sætter retningen – Administrationen udfører 
Og med alt det her sagt, skal vi så tilbage til Dan Boyters udtalelse om de fire “uartige” medlemmer og deres manglende forståelse for bestyrelsens kerneopgave. Han skriver nemlig følgende: 

Efter min erfaring fra mange års bestyrelsesarbejde skal en bestyrelse som DRF’s sætte den overordnede retning for organisationens arbejde, dvs. forholde sig til bl.a. den strategiske retning, de overordnede økonomiske rammer og principielle beslutninger.

Derudover ligger der en lang række andre kerneopgaver i organisationen, som skal løses af bl.a. medarbejderne og ledelsen i administrationen samt forbundets udvalg. Arbejdsdelingen er vigtig, fordi bestyrelsen af hensyn til medlemmernes retssikkerhed ikke både skal lovgive (dvs. opstille overordnede regler og principielle retningslinjer) og dømme (dvs. vurdere helt konkrete sager).

Dan Boyter skriver ligeledes i sin udtalelse, at nogle af medlemmerne har et meget direkte ønske om at afsætte DRFs direktør. 

Og her vender vi så tilbage til det, jeg nævnte indledningstvist. Nemlig sagen om Helgstrand. For ingen i ridesporten er vel egentlig uenig i, at Rideforbundets håndtering af den sag var helt katastrofal? Og med udgangspunkt i sportsplanen, kan man jo godt undre sig over, hvorfor man heller ikke i sagen om Helgstrand valgte at udelukke ham fra bruttogruppen, når nu man vidste, at reglerne om medicinering var blevet overtrådt under DM, samt det faktum at de optagelser, man havde set fra operation X, viste ridning, der ikke var i tråd med rideforbundets etiske retningslinjer. 

Og nu står vi så her – Godt og vel et år senere. Ridesportens ry har aldrig været værre. Vi har ganske vist fået en ny bestyrelsesformand, og tre nye medlemmer af bestyrelsen. Men håndteringen af sager, hvor hestes velfærd bliver kompromitteret, er lige så katastrofal, som den var for et år siden. Det er åbenlyst, at noget er galt! 

Og når et flertal i bestyrelsen ikke har tillid til, at ledelsen eller administrationen løfter deres ansvar, så er man vel nødt til at italesætte det? Eller sågar handle?

Har flertallet mistet indflydelsen
Rideforbundet tæller ifølge Dan Boyters udtalelser i diverse medier ca. 56.000 medlemmer fordelt på ca. 420 klubber. 

Klubberne kæmper en kamp for overlevelse. Sporten får hug for ikke at sikre hestevelfærden, og imens skal vi læse om voksne mennesker, der får mundkurv på, og ikke må udtale sig.

Vi kan også erfare, at mens klubber og distrikter er sat under sparekniven, har DRF givet tilskud på 500.000 til World Cup i Herning. Det fremgår af referaterne, at Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, og Nathalie Zu Sayn Wittgenstein ikke vil underskrive referatet fra 7. Maj, hvor World Cup har været diskuteret. Mon ikke det hænger sammen med, at de hver især har ytret ønske om, at bredden skal prioriteres mere? At bruge DRFs midler på at betale en privat stævnearrangører for at afvikle et stævne for eliten, falder ikke helt i tråd med dette. I øvrigt er netop økonomisk støtte til World Cup nævnt som et af de klagepunkter, der er blevet indsendt til etisk komite.

Og nu vi taler om at bruge forbundets penge… Jeg kunne ønske mig, at Dan Boyter selv havde nævnt i hans temmeligt ensidige udtalelse, at det ekstraordinære repræsentantskabsmøde han og administrationen ønsker, vil koste mellem 150.000-175.000 kroner at arrangere. En ikke helt ubetydelig sum, for et forbund der i forvejen er under sparekniven. 

Det fremgår også af referatet fra den 20. september, at administrationen indstiller til, at såfremt Dan Boyter bliver genvalgt som formand på det ekstraordinære repræsentantsskabsmøde, så skal de fire bestyrelsesmedlemmer trække sig. De to nuværende suppleanter træder ind i bestyrelsen, og der skal derfor findes fire nye kandidater til bestyrelsesposter og suppleanter. 

Måske er jeg forudtaget – Men hvem melder sig frivilligt til at træde ind i et så dysfunktionelt setup som dette? Hvem ønsker at sidde i en bestyrelse, hvor der tilsyneladende ikke er plads til, at man kan have egne holdninger og rette kritik mod administrationen, og hvor det i øvrigt forventes, at man bakker op om beslutninger, man ikke kan stå inde for? Er formålet med en bestyrelse netop ikke, at medlemmerne stemmer på de personer, der vil kæmpe for deres holdninger. 

Hvorfor stemte flertallet nej 
Mange undrer sig over, hvorfor de fire bestyrelsesmedlemmer ikke stemte for det ekstraordinære repræsentantsskabsmøde. Her bør det måske lige nævnes, at såfremt de fire medlemmer havde stemt for dette, så ville bestyrelsen ikke længere være i stand til at træffe politiske,
strategiske eller økonomiske beslutninger, før et ekstraordinært repræsentantskabsmøde er afholdt.
I praksis vil det altså betyde, at man ville skulle overlade beslutningerne, til den ledelse, som de fire medlemmer har ytret mistillid til. De øvrige punkter på dagsordenen for mødet, ville altså heller ikke kunne blive behandlet. 

Det blev de dog ikke alligevel, for desværre fik Dan Boyter efter afstemningen kraftig hovedpine og måtte forlade bestyrelsesmødet. Uheldigvis fik også næstformand Ditte Bach Sørensen det dårligt efter afstemningen, og hun måtte ligeledes forlade mødet. 
Superuheldigt! For når både formand og næstformand ikke er til stede, betyder det i praksis, at bestyrelsen ikke er beslutningsdygtig. 

Dan Boyters hovedpine forhindrede ham dog ikke i at komme med en meget udførlig udtalelse efter mødet, hvori han påpegede, at den manglende vilje til samarbejde, har blokeret for arbejdet med at løse de vigtige opgaver, som forbundet står over for. 

Man kan måske med rette stille spørgsmål om, hvorvidt det kun er de fire omtalte medlemmer i bestyrelsen, der kan klandres for, at der ikke træffes de nødvendige beslutninger i rideforbundets bestyrelse?

Og sidst men ikke mindst: Det fremgår at der er underskrevet et referat fra et bestyrelsesmøde den 21. august. Men dette referat er ikke offentliggjort. Jeg fristes til at spørge: Er der ting i det referat, der ikke tåler dagens lys?

Som en klog mand engang sagde: Der er altid to sider af en sag. Og sandheden findes et sted der imellem. 

Hvordan skal det hele ende
Jeg har i det forgangne år hørt mange fortælle om, at en kulturændring er nødvendig for vores sport. Men kulturændring kommer kun, hvis vi begynder at lytte til nye input, fra mennesker der ikke mener det samme som os selv. 

Jeg hævder ikke, at de fire omtalte bestyrelsesmedlemmer er ridesportens redning. Eller sågar garant for bedre hestevelfærd i sporten. For som nævnt indledningsvist er det allerstørste problem i hele dette cirkus er i bund og grund, at ingen menige medlemmer af forbundet ved, hvad de enkelte bestyrelsesmedlemmer står eller kæmper for. Deres meninger og holdninger er forsvundet nogenlunde sideløbende med, at de blev valgt ind i bestyrelsen, hvor kun Dan Boyter har lov at udtale sig. 

Er det dette formanden forbinder med transparens og åbenhed? Måske er det derfor, de ikke har tillid til ham?! Den slags kan man kun gisne om. 

Det er dog vigtigt at understrege at Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, Henrik Jørgensen og Nathalie Zu Sayn Wittgensteins er aktivt valgt at klubberne. Der var 11 kandidater på valg. Disse tre var klubbernes valg. Ingen medlemmer fra den gamle bestyrelse opnåede genvalg, hvilket sender et klart signal om, at klubberne har et ønske om forandring.

Og ja – måske er de nye medlemmer mere konfrontatoriske end medlemmerne af den gamle bestyrelse (der i øvrigt indstillede Dan Boyter til posten som formand), men det er nu engang de medlemmer, som klubberne stemte på under repræsentantskabsmødet. Og i en demokratisk forening, som rideforbundet jo er, er det flertallet der bestemmer. Er det ikke rimeligt at forlange, at en formand også respekterer flertallets ønske i en demokratisk forening? Uagtet hvor snævert det måtte være. 

Dan Boyter understreger, at vi skal skynde os langsomt. At vi ikke må forcere processen. At gode løsninger kræver tid. Men spørgsmålet er hvor lang tid? Og hvor meget skal vi acceptere? 

For godt et år siden skrev jeg artikel, hvor jeg stillede spørgsmålet: Overskygger jagten på resultater ordentligheden i Dansk Ridesport? Den handlede om manglende sanktioneringer, af åbenlyse overtrædelser af ridesportens fællesbestemmelser.

Og nu – godt et år og adskillige shitstorms senere, er ordentlighed og hurtig sanktionering tilsyneladende stadig en mangelvare hos DRF. 

Jeg håber inderligt for hele sporten, at vi snart har ramt bunden, og at de der har mulighed for at påvirke ridesportens fremtid kan og vil kæmpe for helheden. 

Den nuværende tilgang er ikke alene utilstedelig. Det er et shitshow uden sammenligning. 

——- 

Interviewet med Morten Rodtwitt og Kimi Gerd Nielsen som bruges i dette skriv, blev lavet i september, og var oprindeligt indsamlet til en artikel, der skulle belyse hvorvidt de krav der stilles i sportsplanen håndhæves. Den problemstilling belyses fint her, og derfor har jeg valgt at bruge dem i denne sammenhæng, frem for at lave det som en isoleret artikel.
Citater og svar fremkommer i den sammenhæng de er stillet. Mette Uldahl, Kimi Gerd Nielsen og Morten Rodtwitt har fået sendt deres citater til godkendelse, og har også fået mulighed for at tilføje ændringer/rettelser.