Det er næsten et år siden, jeg sidst har sat mig bag tastaturet og skrevet et indlæg på denne blog…. Jeg skal være ærlig og sige, at som så mange andre, mistede jeg lysten til at stikke næsen frem…. Ihvertfald for en tid…. 

Men…. I fredags var det 6 år siden, vi sendte min “gamle” hest Shadow a.k.a. Pjevs over regnbuen…. Og på mange måder, har det fået mig til at tænke lidt tanker hen over weekenden, som jeg fik lyst til at dele…
So here we go…. 

Det seneste år har jeg læst mangt og meget på de sociale medier…. Og jeg tænker ofte på, hvornår vi egentlig bliver dygtige nok til at ride…. Og ikke mindst: Hvordan bliver vi dygtige nok?

Det siges at al begyndelse er svær – men ærlig talt, nogle begyndelser er sværere end andre. Det gælder særligt, når man skal lære at ride. 

Det ser ikke pænt ud, når vi for første gang kommer op på en hest. Ofte ser det heller ikke pænt ud, når børn og unge der har redet i et halvt forsøger at styre hesten rundt på egen hånd. 
Og den stejle læringskurve fortsætter… 

At ride pænt handler nemlig ikke blot om at vide, hvad man skal gøre og hvornår. Det handler i høj grad også om træning af motorik og en god fornemmelse for hesten. Det er alt sammen noget, der skal øves i praksis. Ikke noget man kan læse sig til. 

Man bliver ikke nødvendigvis god til at ride, ved at omgåes heste i stalden. Eller ved at have dem gående på en fold i baghaven.
Du kan godt være et dygtigt hestemenneske, uden at være en dygtig rytter. Og for de fleste børn og unge, kræver det mange timer i sadlen, før det hele begynder at “spille”. 
Det er vores egen datter Karoline et glimrende eksempel på. 

Karoline er en rigtig hestepige – men hun er vel egentlig ikke specielt dygtig til at ride. Hun er temmeligt meget til den nervøse side. 

Primært fordi hun som 4-årig røg af en rideskolepony og uheldigvis landede i et spring, hvorefter hun blev trådt på af ponyen… Av…. Den var ikke god! Og så endda på et trække-hold 🙄
Needless to say…. Det stunt satte ligesom en dæmper på rideglæden… Jeg vil gå så langt som til at sige, at det satte en skræk i livet på hende. 
(Skrækken kæmper hun faktisk stadig lidt med, men det er en helt anden snak… )

Der gik næsten et år, inden hun fik lyst til at sætte sig på en hest igen…. 
Og jeg tror faktisk ikke, at det så meget var ønsket om at ride, som det egentlig var relationen til hesten, der fik hende tilbage i sadlen. 
Da hun endelig satte foden i stigbøjlen igen, var det på Bob. 

Bob var gammel, han havde gigt og Cushing…. Men han var en fabelagtig pony-ven for Karoline …. 
Han var lille, han var rolig, og Karoline knuselskede ham…. Og bedst af alt – Hun kunne selv håndtere ham…. Trække ham til og fra fold, strigle og gå ture med ham. I setuppet med Bob var det underordnet, at hun ikke kunne ride letridning, eller galopere uden at jeg løb ved siden af. Hun lærte så meget andet. 
Men benene voksede fra Bob. 

Efterfølgende kom Star til. En yndig ung welsh-pony der i et års tid primært fungerede som en forvokset Golden Retriever med sadel på. 
Star var ung – og skulle lære meget undervejs – og det samme skulle Karoline. Hun skulle opbygge en ny relation. I det år vi havde Star lærte Karoline endnu mere…. Men hun blev stadig ikke en dygtig rytter.
Begge pony-venner har dog givet hende det allervigtigste: Skønne minder og gode oplevelser… 

Efter de gode oplevelser med Bob og Star, kom tiden til at Karoline skulle lære endnu mere …. Altså styre mere selv, ride letridning, og springe an i galop…. Så hun startede på rideskole – og har endda også startet et trænings stævne…. Det var stort!!! Og hun var stolt. 

Men Karoline drømmer om endnu mere….

Og her bliver det faktisk lidt tankevækkende… for Karoline drømmer ikke om en stævnepony…. 
Hun drømmer ikke om en pony der går i perfekt holdning, eller laver det perfekte galopanspring. Selvom hun med julelys i øjnene fortæller, at hun elsker at galoppere… (i longe)😉
Hun drømmer derimod om en hest, der er pinto-plettet – og som vil sove middagslur på folden sammen med hende…. 
Og jeg ved jo faktisk godt hvorfra den pony-drøm stammer…. 

…Den stammer fra mig! 

For når jeg taler om Pjevs, og vi snakker om ham herhjemme eller når vi er i stalden, så taler vi jo sjældent om stævnerne eller træningen… Vi taler om Pjevs, der sov middagslur på folden. Vi taler om Pjevs der mulede Karoline i barnevognen. Vi griner af, at han hadede regnvejr, og vi taler om, at han til tider var lidt som en sur gammel mand, når vi ikke brugte tid nok på at klø ham. Det er den fortælling der fylder…. Heldigvis…

Selvfølgelig taler vi også om rideturene og stævnerne – men det har alt sammen været en lille bid af den egentlige årsag til, at jeg havde hest. Jeg har præcis som Karoline altid været hestepige med stort H. Det har altid været relationen til mine heste, der har været drivkraften.

Og her kommer vi så også tilbage til den egentlige årsag til, at jeg i en periode har stemplet ud af debatten om ridesport…. I min optik bliver det simpelthen for sort hvid. Det er som om, at det hele handler om at finde fejl… Men den tilgang bliver dræbende i længden…. 
For jeg tror på, at størstedelen af os ryttere i én eller anden grad er drevet af relationen. Vi elsker at være sammen med heste. Er det lig med at det er perfekt, eller at vi ikke kan lære mere?! Nej… Ingen relationer er uden problemer. Heller ikke mellem os mennesker. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har begået fejl med Pjevs – og i øvrigt også med alle andre heste jeg har trænet og redet. 
Jeg har tabt mit temperament, jeg har gjort dumme ting, men jeg er også blevet klogere hen ad vejen. (Gudskelov for det!! )

Og jeg vil blive ved med at begå fejl…. Men alle mine fejl ændrer ikke på, at jeg i 10 år havde en fantastisk firbenet ven. En livsledsager der trods alle mine fejl, lærte mig så fantastisk meget undervejs… Vi havde den der særlige forbindelse, som kan være så svær at sætte ord på, men som betyder alt.

Men…. 
Nogen gange når jeg står på sidelinjen og kigger på Karoline, så slår det mig, hvor meget fokus jeg også selv lægger, på de ting der ikke fungerer …. Skal Karoline ikke snart have styr på at ride rigtig diagonal….? Hvorfor læner hun sig så meget tilbage i galop? Kunne hun ikke øve sig lidt på at få et bedre sæde???

Hvorfor helvede glæder jeg mig ikke bare over, at jeg har et barn, der er mega ordentlig over for heste?? Og elsker heste?!
Jeg burde jo netop vide, at det er rockersvært at ride. Der jo ligesom to levende individer, der skal samarbejde uden at kunne tale. Oven i det, så skal man så også lige styre motorikken, bevare overblikket, og man skal forholde sig til sine omgivelser …. Er du sindssyg det er svært…. Hvad filan er det dog jeg forventer af mit barn? 

Ja hvad forventer vi egentlig af hinanden generelt?

Men jeg er jo ikke den eneste – og jeg tror heller ikke jeg er den værste. 

Tværtimod ved jeg faktisk, at der er rigtig mange undervisere der kæmper med forældre, der har urealistiske ambitioner for deres børn. 
Løsningen bliver ofte en ny træner – for de har ikke tid til at vente på at barnet udvikler deres evner i deres eget tempo. De skal jo have noget for pengene, når nu ponyen er købt og undervisningen betalt. 

Hvorfor er forældre så utålmodige på deres børns vegne?

Og optimerings-ræset hersker jo ikke kun blandt børn og unge. Det gennemsyrer hele vores sport. Og er altoverskyggende på de sociale medier. Man mister næsten pusten…

I grunden er der jo ikke noget at sige til, at rideglæden kan forsvinde og jagten på resultater tager over, når vi konstant skal mindes om, alt det vi ikke gør godt nok. 
Vi lever i et samfund, der er så MEGA presset – alt handler om præstation… Vi skal udvikle os positivt…

Men nu tænker jeg bare lige højt: Måske er der også bare noget rigtigt fint i, at kunne glæde sig over, at man har haft en god dag i stalden. At vi har hygget os med vores heste. Også selvom der altid er ting der kan blive bedre… 

Og da jeg i fredags sendte en kærlig tanke til min regnbuehest – der var det ikke vores præstationer jeg savnede…. Det var derimod vores relation. ♥️