Af Helle Kristensen

I weekenden går det løs. Jeg fristes ligefrem til at sige, at ridesportens fremtid er på spil, når klubberne skal afgøre, hvem der skal være formand for DRF fremadrettet. At kalde det ridesportens dommedag, er måske at strække den en tand for vidt, for ridesport er heldigvis meget mere end kaos i DRF. Men klubberne står over for et meget vigtigt valg. 

PT er to kandidater i spil: Kimi Nielsen eller Dan Boyter. Måske andre kandidater dukker op på dagen?… Men lige nu står valget mellem de to.

For mit vedkommende, har jeg fulgt tilstrækkelig med i fadæsen, siden repræsentantsskabsvalget i april, til, at jeg har en nogenlunde forståelse af, hvem Dan Boyter er, og hvad han står for. Men skulle man alligevel være i tvivl, så har Ridehesten lavet et fint langt interview med Dan Boyter, hvor han konstaterer, at han ikke er færdig.
(Nogle vil måske påstå, at han aldrig rigtig er kommet i gang.) 

Men hvad med Kimi Nielsen? Vi kender hende som elitechef og holdleder og en del af dressursporten på eliteniveau. Hvad er hendes agenda som bestyrelsesformand? 

Ridehesten bragte i oktober hendes visioner for sporten, som du kan læse her: https://www.ridehesten.com/nyheder/visioner-for-dansk-ride-forbund-og-ridesporten/111015. 

Det er et super fint skriv, som jeg vil opfordre alle klubber til at læse. 

Jeg er dog typen, der gerne vil have tingene lidt mere konkrete. Handling taler jo som bekendt højere end ord. Derfor ringede jeg til Kimi Nielsen og gik hende en smule på klingen, for at få belyst, hvad klubberne og medlemmerne kan forvente, med hende på formandsposten.

Kan du prøve at uddybe, hvad du mener, er det allervigtigste vi kan gøre for at sikre fremtidens ridesport? 

Overordnet mener jeg faktisk, at vi har defineret nogle rigtige gode og klare rammer i sporten, som kan sikre hestenes velfærd i sporten. Det arbejde har jeg selv været en del af. 

Men det er ikke nok at have reglerne nedskrevet – de skal også håndhæves. 

Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det skal have alvorlige konsekvenser, når reglerne ikke efterleves. Det bedste vi kan gøre for at styrke troværdigheden til vores sport, er, at tage ansvar og sikre, at hesten aldrig bliver et redskab eller en rekvisit i jagten på anerkendelse og resultater. Det gælder for alle i sporten. 

Med det sagt mener jeg også, at det er svært at fremhæve en enkelt ting. Ridesporten skal bygges på et sundt fundament. Vi har en række udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til. Klubberne lider, økonomien halter, tilliden til forbundet er i bund, og en stor del af samfundet har mistet tilliden til, at vi som forbund formår at sikre hestevelfærden i sporten. Jeg mener ikke, vi kan fremhæve én af disse ting fremfor andre. Alle disse udfordringer er vi nødt til at arbejde på.

Når vi taler om hestevelfærd, er du så enig i, at vi skal læne os op af FEI, når det handler om at sætte rammerne for dansk ridesport? 

Nej! Vi skal ikke lade vores beslutninger og regelsæt diktere af FEI. Vi kan sagtens udarbejde vores nationale rammer for sporten, så de passer til den dagsorden og det fokus, der er i vores samfund. Der er så stor en kulturforskel mellem de mange lande, der hører under FEI, at vi er nødt til at tilpasse vores setup til vores samfund. 

Kan vi udelukkende læne os op af forskning, når rammerne for god hestevelfærd skal defineres?

Faglighed er enormt vigtigt, og vi bør lytte til forskningen, men vi bør også indrage den praktiske erfaring. Vi har dygtige trænere og beridere der sidder med en masse erfaring. Jeg ønsker at trænerne bliver mere involveret i arbejdet med at skabe sunde rammer for ridesporten. Selvfølgelig skal vi lytte til forskning – men forskning kan ikke stå alene. I min optik skal de to grupper arbejde sammen, for at vi kan skabe de optimale rammer.

Det Dyreetiske råd anbefaler at der sikres faglighed i sporten bl.a. gennem uddannelse. Er du fortaler for at der indføres en trænerlicens?

Jeg er fortaler for, at vi skal have skabt en struktur, for den læring vi giver de mennesker, der arbejder med heste. Vi er nødt til at forlange mere faglighed. 

Det er utroværdigt for hele sporten, at vi ikke stiller krav til baggrunden hos de mennesker, der arbejder med heste. 

Vi skal ligeledes arbejde på at skabe en struktur for den læring rytterne får i elevskolen. Vi skal blive bedre til at understøtte klubberne med konkrete redskaber, der kan understøtte fagligheden. 

– Ja … Det er vigtigt at vi får sikret hestevelfærden, men det er lige så vigtigt, at vi også får styrket klubberne og elevskolen, og synliggør at faglighed og uddannelse er fundamentet for vores sport. 

Her er det vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke sidder med alle løsningerne, men jeg sidder med en vilje til at kigge mod tiltag der sikre sporten fremadrettet. 

Alle taler om en kulturændring. Kan du sige lidt om, hvad du mener der skal til, for at vi kan lykkedes med at ændre den uhensigtsmæssige kultur, som eksisterer flere steder i sporten? 

Først og fremmest tror jeg, at det er vigtig at forstå, at vi alle er nødt til at tage ansvar. Både bredden og eliten. Vi er alle afhængige af hinanden i det her, og vi har alle en fælles interesse i at sikre ridesportens fremtid. Helt overordnet er det sådan, at når man skal ændre en kultur, kræver det konkrete handlinger. Jeg tror alle i sporten bliver nødt til at indstille sig på, at vi ikke kan fortsætte som hidtil. Og at tegne ridesportens fremtid vil nok ramme alle i én eller anden grad. Men hovedsagen er, at vi arbejder sammen om at forme en sport der er fremtidssikret. 

Skal der være en plads til skovtursryttere i rideforbundet?

Ja helt klart. Jeg har enormt mange positive oplevelser fra min barndom og min ungdom på Ikast rideskole. Det har givet mig så mange positive oplevelser; sammenværet med hestene og det sociale bånd med veninderne. Jeg vil give min højre arm for, at vi kunne få det fokus tilbage i sporten igen. Der er så mange mennesker, der kan have gavn af heste og alt det vi får, ved at være sammen med heste. At ride i naturen har altid været enormt vigtigt for mig. Jeg vil gerne arbejde for, at flere skovtursryttere også kan se en værdi i at være en del af Dansk Rideforbund. Rideforbundet har et kæmpe potentiale – også for dem der ikke rider konkurrence. 

Forbundet har arbejdet sig lidt ud af en forkert sti, hvor elitesport og resultater er blevet det primære fokus. Vi er nødt til at søge tilbage til det setup, hvor forbundet i højere grad stod for læring og uddannelse. Rideforbundet kunne bl.a. være med til at give viden og faglighed, til dem der ikke ønsker konkurrencedelen. Det kunne være i form af klinikker, kurser eller læringsforløb. Vi skal skabe et stærkt fundament for sporten på tværs af interesser og discipliner. Ikke alle ryttere skal være konkurrenceryttere! 

En stor del af forbundets midler er gennem de seneste år gået til talentudvikling og stævneaktivitet. Hvordan mener du midlerne skal prioriteres? 

Vi skal have set økonomien efter i sømmene. Jeg er faktisk ikke sikker på, at vi har den rigtige prioritering i dag! Vi er nødt til at kigge på hvilke indsatser, vi skal investere i, for det det er vigtigt, at vi prioriterer rigtigt og tænker langsigtet. 

Vi er nødt til at finde en løsning for klubberne, så de får et mere bæredygtigt fundament for at skabe en sund økonomi. Dette kræver også, at vi kigger på stævnestrukturen. Jeg mener desuden, at vi skal arbejde hen imod, at vi får en ekstern finansiering af eliten – og det kræver, at vi skaber en god og positiv fortælling om sporten, hvilket vi desværre ikke har i dag. 

Vi går en svær tid i møde, og vi kan blive nødt til at skrue ned for indsatsen for eliten i en periode. 

Mange klubber fortæller, at de ikke føler rideforbundet arbejder for dem. Hvad tænker du om dette udsagn? 

Kort sagt; Jeg har den opfattelse at administrationen skal understøtte klubberne og medlemmernes behov. Administrationen skal være en serviceorganisation. Derfor skal vi måske også kigge på, om det er det rigtige format, vi har i administrationen i dag. Vi er nødt til at sikre en administrativ ledelse, som er lydhøre over for deres medlemmer. Og det der er vigtigst for mig, er, at vi i rideforbundet sikrer, at vi er en organisationen der arbejder for fælleskabet og vægter fællesskabet. Jeg blev lidt rystet over at erfare, hvor lidt tillid klubberne har til forbundet. Vi er nødt til at arbejde aktivt for at genetablere klubbernes tillid til forbundet. Klubberne og distrikterne skal føle sig hørt – Og det er vigtigt, at de forskellige udvalg bliver inddraget, når der tages beslutninger.

Hvad mener du der skal til, for at rette op på den negative fortælling der hersket i medierne gennem længere tid?

Der ligger en kæmpe opgave i at få genereret positiv kommunikation omkring sporten. Vi er nødt til at gentænke fortællingen om ridesporten. Det kræver nogle gode gode og sunde kommunikationsstrategier for HELE sporten. Både for eliten, men jo særligt også for den bredde, der bærer sporten. Hvad er det ridesporten kan? – Og hvordan sikrer vi, at vi har den bredde befolknings accept af vores sport? 

Jeg syntes det er rigtigt trist, at vi trods fantastiske resultater kæmper med så meget negativ omtale. Men det skyldes jo, som jeg har nævnt tidligere, at folk ikke har tillid til, at vi internt i sporten formår at sætte hestene først. 

Jeg mener også det er nødvendigt at vi skaber en strategi, så vi er bedre rustet til at kommunikere i krisesituationer. Her er det vigtigt at vi sætter fagligheden meget mere i spil. Når forbundet kommer med udtalelser, skal de holde vand.

Hva vil du gøre for at sikre ridesportens SLO? 

SLO afhænger rigtig meget af tillid. Og tillid får du kun, hvis du opfører dig ordentligt og troværdigt. Overordnet tror jeg altid, at vi vil være en lille smule udfordret af SLO – og netop derfor er det også så vigtigt, at vi sætter os forrest i bussen, når det handler om at sikre hestevelfærden. Og synliggøre hvordan vi arbejder med at sikre velfærden. Vi skal blive meget bedre til at gå i dialog og samarbejde med dyreværnsorganisationer, og de mennesker der udarbejder den faglige viden omkring hestevelfærd.

Jeg siger ikke at vi skal lægge os fladt ned og gøre alt hvad dyreværnsorganisationerne siger, men jeg mener, at det er rigtigt vigtigt, at vi formår at samarbejde og gå i dialog, så vi hele tiden søger de bedste løsninger. 

Vi kan ikke kræve samfundets opbakning til vores sport. Derfor skal vi være på forkant og agere proaktivt. Det betyder ikke, at vi ikke må uddanne på vores heste, men det betyder, at vi er nødt til at gå i dialog og skabe rammer til forbedring. 

Vi har ikke råd til at sidde med korslagte arme og insistere på, at vi ikke vil forandre os. Udvikling er nødvendig for ridesportens fremtid. 

___ 

Kimi Nielsen har ved flere lejligheder udtalt, at hendes kandidatur til formandsposten, afhænger af, at det flertal der PT er i bestyrelsen bliver siddende. Nogle har været skeptiske omkring dette. Bør vi ikke vælge en helt ny bestyrelse og starte forfra? 

Personligt har jeg følgende holdning: Klubberne valgte Linea Ericson Carrey, Charlotte Kjærgaard og Nathalie zu sayn-wittgenstein i april. De tre var et aktivt valg fra de klubber, der ønskede at rideforbundet skulle bevæge sig i en anden retning. 

Vi har gennem det seneste halve år erfaret, at den interne splid i bestyrelsen har bremset for det reelle arbejde med at sætte retningen for fremtidens ridesport. 

Ved blot at udskifte en enkelt person, kan bestyrelsens arbejde komme i gang. 

Alternativet er, at vi skal vente på at en helt ny bestyrelse får fodfæste og slebet kanter af. Og det kan for så vidt også være en fornuftig løsning. Spørgsmålet er bare, om klubberne og sporten har råd til at vente.